Spice Girls tager på turne, men det bliver uden Victoria Beckham


Det bliver uden Posh Spice, når pigegruppen igen tager på turne til næste år.

Der har længe været rygter om, at den populære 90’er-pigegruppe stod overfor en genforening.

Men nu er der altså kommet en officiel udmelding fra Spice Girls, der samtidig har løftet sløret for seks kommende koncerter i Storbritannien.

Og det er en kæmpe stor nyhed – også i musikverdenen, mener musikekspert og vært på P7 Mix Sandie Westh.

– Det er jo den bedst sælgende pigegruppe i musikhistorien, og de har virkelig sat deres aftryk med de to første albums ‘Spice’ og ‘Spiceworld’, siger hun.

Man skal være hurtig

Spice Girls slog igennem i 1996 med nummeret ‘Wannabe’, som lå nummer et på hitlisterne i 37 lande. Men trods succesen valgte bandet at gå hver til sit i 2000.

Siden da har ‘Wannabe’ været med til at starte dansegulvet til mange fester. Og der er stor sandsynlighed for, at den sammen med andre kendinge som ‘Stop’ og ‘Spice up your life’ gør det igen til næste års koncerter.

De seks shows kommer til at løbe af stablen i juni 2019 i byerne Manchester, Coventry, Sunderland, Bristol, Wembley og den skotske hovedstad, Edinburgh, oplyser Spice Girls i en video på Instagram.

Manglende medlem

Selvom sangene vil være velkendte, så er alt ikke ved det gamle. For gruppen, der oprindeligt består af de fem medlemmer Melanie Brown (Scary Spice), Emma Burton (Baby Spice), Geri Halliwell (Ginger Spice), Melanie Chisholm (Sporty Spice) og Victoria Beckham (Posh Spice), er blevet en kvinde færre.

Den kommende turne bliver nemlig uden sidstnævnte, fortæller Victoria Beckham selv på sin Instagram

– Jeg kommer ikke til at slutte mig til mine piger på scenen igen, men det at være en del af the Spice Girls var en enormt vigtig del af mit liv, og jeg ønsker dem en masse kærlighed og sjov, når de starter turneen næste år, skriver hun blandt andet.

Fakta om Spice Girls

  • Eksisterede i årene 1994-2000.
  • Bestod af Emma Bunton, Victoria Beckham, Melanie Brown, Melane Chisholm og Geri Halliwell.
  • Udsendte i alt tre studioalbum: ‘Spice’ (1996), ‘Spiceworld’ (1997) og ‘Forever’ (2000).
  • Toppede den britiske singlehitliste ni gange.
  • Er den bedst sælgende pigegruppe i musikhistorien.
  • Senest alle fem medlemmer af Spice Girls optrådte sammen var i 2012, hvor de sang ‘Wannabe’ og ‘Spice Up Your Life’ ved afslutningsceremonien ved OL i London.

Hun understreger samtidig, at alle tidligere og nuværende fans, der kommer til koncerterne, vil få en fantastisk oplevelse.

– Det var nærmest en religion

At gruppen ikke bliver fuldtallig til koncerterne næste år er dog ikke en katastrofe, mener Sandie Westh.

– Hvis det havde været uden Mel C eller en af de andre mere bærende stemmer, havde det været noget andet. Men Victoria var ikke den, der trak det store læs rent vokalmæssigt, siger hun.

Selvom der efterhånden er gået mange år siden Spice Girls’ gennembrud, så er musikeksperten ikke i tvivl om, at de mange fans har holdt ved.

– Det er det, der er ret interessant for Spice Girls. De var nogle af de første til at opbygge den slags fankultur, som man i dag også ser hos sådan nogle som Taylor Swift og Justin Bieber, siger hun.

Man har gennem tiden kunne få fingrene i et bredt udvalg af Spice Girls-merchandise - alt fra madkasser til barbiedukker og t-shirts. Her ses gruppen under en optræden i 2012.
Man har gennem tiden kunne få fingrene i et bredt udvalg af Spice Girls-merchandise – alt fra madkasser til barbiedukker og t-shirts. Her ses gruppen under en optræden i 2012. Foto: Leon Neal / Scanpix Denmark

– Jeg er selv en af de dedikerede fans, fordi de fyldte så meget dengang. Det der girl power – det var nærmest en religion.

Sidst, de fem kvinder optrådte sammen som Spice Girls, var til afslutningsshowet under OL i London i 2012.



Kilde