Socialdemokratiet vil indføre ny skat, der skal ramme Google og Facebook


IT-giganterne har længe sluppet billigt i skat i Danmark og EU. Hvis det står til Socialdemokratiet, skal det være slut.

At indføre en ny skat på virksomheders digitale omsætning kan lappe det hul, som flere store online virksomheder som Google og Facebook lige nu bruger til at slippe for at betale skat i Danmark og resten af EU. Det mener Socialdemokratiet.

– De store techgiganter skal bidrage lige så meget til samfundet og fællesskabet, som andre virksomheder skal. Og lige nu omsætter de store mastodonter for rigtig mange penge, men de betaler mindre i skat end helt almindelige danske virksomheder, siger partiets formand, Mette Frederiksen.

Det grundlæggende problem er, at vi har et internationalt skattesystem, som er udviklet i 1920erne


Christian Hallum, skatteekspert i Oxfam Ibis

Som reglerne er i dag, beskattes selskaberne på baggrund af deres overskud i det land, hvor de har etableret et selskab eller har et fast driftsted. Derfor etablerer mange af IT-selskaberne sig i lande med lav beskatning og ikke der, hvor de har deres omsætning.

Behov for en løsning

– Det grundlæggende problem er, at vi har et internationalt skattesystem, som er udviklet i 1920erne og slet ikke er tidssvarende til de forretningsmodeller, som vi ser fra Facebook og andre. Det gør, at de her store multinationale selskaber alt for let kan slippe med at betale lav skat, siger Christian Hallum, skatteekspert i den internationale organisation Oxfam Ibis, der kæmper for at mindske uligheden mellem landene. 

Ifølge en rapport fra EU betalte Facebook i 2015 kun 0,03 procent i skat af sit overskud i EU-lande. I resten af verden betalte de 28 procent i gennemsnit.

– Man kan ikke sammenligne de her virksomheder med helt almindelige produktionsvirksomheder, fordi de har deres omsætning og værdiskabelse i mange lande, så en omsætningsskat kan være en løsning. Faktisk er jeg ikke så optaget af, hvad den konkrete løsning bliver, men mere af at vi kommer i gang, siger Mette Frederiksen.

Venstre: En digital skat er uansvarlig

Socialdemokratiets forslag lyder på, at virksomheder med en omsætning på mere end 750 millioner euro skal beskattes af deres digitale omsætning. Den nuværende selskabsskat skal bibeholdes.

Det forslag er den internationale organisation Oxfam Ibis postiv stemt for.

– Det er svært og komplekst at løse problemet, men det er død og pine nødvendigt. Jeg tror ikke, at omsætningsskat nødvendigvis er en perfekt løsning. Men vi vil gerne kvittere for, at man vil forsøge at finde en model, der kan fungere. Vi synes, det har været tilfældet for ofte, at man i regeringen har siddet med korslagte arme, og det er der ingen, der er tjent med – hverken Facebook eller os som forbrugere, siger skatteekspert Christian Hallum.

Jeg synes, det er uholdbart, hvis Trump som amerikansk præsident kan true os europæere


Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet

Men regeringen, Dansk Erhverv og Dansk Industri mener, det er en dårlig idé. De frygter, at den nye skat også vil ramme de danske virksomheder, som har stor omsætning i udlandet, tungt. Det er selskaber som eksempelvis Novo Nordisk.

– Hvis man laver en digital skat, så vil det betyde, at vi kan risikere at miste milliarder af skattekroner, fordi vi er et eksporterende land. Det er uansvarligt at gå i gang med at snakke om, at vi vil have en digital skat, for det ødelægger det danske skattegrundlag, mener Louise Schack Elholm, skatteordfører i Venstre.

Trump truer med handelskrig

På EU-plan er der flere gange blevet forsøgt at lave en skattemodel for området, men forslagene er aldrig blevet stemt igennem – blandt andet fordi Danmark har stemt nej med argumentet om, at det kan optrappe en handelskrig mellem EU og USA.

USA vil kunne opfatte det, som om man er ude efter USA, da mange af de store tehchgiganter er amerikanske.

– Trump er ikke bange for at starte en handelskrig, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at ske. Jeg har selv besøgt den amerikanske administration, og der blev vi spurgt til Danmarks holdning til en digital skat, så opmærksomheden omkring det er meget stor. Det kan blive set som en krigserklæring, siger Louise Schack Elholm.

Men Mette Frederiksen mener ikke, at vi skal lade os kue af truslen om en potentiel handelskrig.

– Jeg synes, det er uholdbart, hvis Trump som amerikansk præsident kan true os europæere til at lade være med at reagere på en situation, hvor der er nogle, der ikke bidrager til fællesskabet, mener Mette Frederiksen.

Vil samle sig uden om EU

Socialdemokratiet vil derfor forsøge – uden om EU – at samle de øvrige europæiske lande, som også mener, IT-giganterne skal beskattes hårdere. Frankrig og England har eksempelvis givet udtryk for, at de er positive overfor en digital skat.

– Den danske regering er desværre fodslæbende i EU-sammenhæng, og derfor synes vi, at tiden er kommet til, at vi går sammen med nogle af de andre få progressive lande og finder en løsning, siger Mette Frederiksen.

Den nye digitale skat er en del af Socialdemokratiets kommende ulighedsudspil.



Kilde