Mad

Sådan får du brunede kartofler til at smage af mere


Giver du dig god tid, og bruger du de små tricks, der er beskrevet i artiklen, kan du meget vel ende med at lave perfekte brunede kartofler til juleaften.

Det er nok fordi, de færreste laver brunede kartofler mere end højst et par gange om året, at de små gyldne julemirakler kan være lidt af en udfordring.

Men hvis du følger opskriften på brunede kartofler, som kok Henrik Jyrk har skrevet, er du næsten sikker på at få nogle kartofler, der ikke bare har den rette mængde karamel på sig, men som også smager af mere.

Henrik Jyrk fortæller, at han altid prøver at proppe ekstra smag ind alle de steder, han kan, og derfor bruger han ikke vand, men i stedet appelsinsaft til sine brunede kartofler, forklarer han.

– Vand har ikke noget smag, så i stedet for at bruge vand, bruger jeg appelsinsaft. Du kunne også bruge eksempelvis en fond eller lignende, men det synes jeg er for kraftigt i smagen.

– Appelsinsaften tilfører ekstra smag og sødme, men også syre, uden at det bliver på den der friske måde, siger han.

– Er kartoflerne sprøde er karamellen for tyk

For at opnå et tilfredsstillende resultat, hvor kartoflerne har en pæn mængde karamel omkring sige, og karamellen desuden har den rette konsistens, er der en ting, der er altafgørende, forklarer Henrik Jyrk.

– Man skal give sig god tid, når man laver brunede kartofler. De skal have lov at simre i karamellen og suge noget af det til sig. Jeg kan godt lide, at det smager sødt hele vejen igennem kartoflen.

Det er hverken smør, vand eller appelsinsaft, der er det afgørende for brunede kartofler, forklarer Henrik Jyrk videre.

–  Det er lige meget hvad du bruger, det vigtige er simpelthen, at kartoflen får lov at suge, den karamel, der skal til. Personligt kan jeg godt lide en lidt tyk karamel, og kartoflen skal nok suge det til sig. 

Henrik Jyrk

  • Er uddannet kok, og har i løbet af sin karriere arbejdet på flere Michelin-restauranter i ind- og udland.
  • Ejer og køkkenchef ved restaurant Ibu i København og medejer af restaurant Naes ved Kalundborg.
  • Vinder af Danmarks største kokkekonkurence Sol Over Gudhjem 2016 og 2017.



Kilde