Regering og DF dropper omstridte besparelser på erhvervsskoler


Erhvervsskolerne fritages for omprioriteringsbidrag fra næste år. Aftale mellem regering og DF indgået.

Erhvervsskolerne slipper de kommende år for at skulle finde to procent besparelser årligt på driftsbudgettet, som det ellers var regeringens plan.

I forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at droppe det såkaldte omprioriteringsbidrag.

– Så er den første delaftale om finansloven på plads. Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019, skriver finansminister Kristian Jensen på Twitter.

Styrkelse af erhvervsskoler skulle komme fra egen lomme

På gangen foran Finansministeriet er det først og fremmest en tilfreds René Christensen (DF), der udtaler sig til TV 2: 

– Jamen vi er rigtig glade for, at vi nu en gang for alle – på erhvervsskoleområdet – får fjernet omprioriteringsbidraget. Det tror jeg, der er rigtig mange, der arbejder på området, der er rigtig glade for. Det her er rigtig godt for erhvervsskolerne, det vi har besluttet i dag, siger finansordføreren. 

Dansk Folkeparti havde en fjernelse af omprioriteringsbidraget som et af sine hovedkrav inden forhandlingerne med regeringen.

Allerede da regeringen præsenterede sit erhvervsskoleudspil i midten af september, efterlyste partiet en anden finansiering end den, regeringen foreslog.

Regeringen vil styrke erhvervsskolerne med to milliarder kroner de kommende år, men næsten tre fjerdedele af pengene skulle komme fra omprioriteringsbidraget og dermed skolernes egne kasser. Men det er altså droppet nu. 

Hvorfor har I givet jer på det her punkt? 

– Fordi det er vigtigt for os, at vi kommer videre i forhandlingerne om at styrke erhvervsuddannelserne, siger finansminister Kristian Jensen (V).

– Det er utroligt væsentligt, at vi har erhvervsuddannelser, der er attraktive nok til, at unge vælger at gå den vej. Derfor er det vigtigt, at der prioriteres nogle penge. Dansk Folkeparti ønskede, at erhvervsskolerne skulle friholdes for omprioriteringsbidraget. Vi (regeringen, red.) havde nogle ønsker om, at der kom nogle nye ting til. Men med denne aftale har undervisningministeren et rigtig godt afsæt til at diskutere en samlet ramme om erhvervsskolerne, lyder det fra ministeren.

Visse områder fritages for omprioritering

Omprioriteringsbidraget blev indført for alle offentlige institutioner i 2015 af Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering.

For at skaffe flere penge i statskassen besluttede man at beskære driftsbudgetterne med to procent årligt.

Det har bestået indtil nu og skulle efter planen også fortsætte.

I regeringens finanslovsforslag kan man imidlertid læse, at man på nogle områder fra og med 2022 planlægger at lade de sparede penge blive på det område, de er taget fra – men ikke nødvendigvis på den enkelte institution.





Kilde