Ministerie advarer om muligt lovbrud i ny dagpengelov


16x9
Ved at fratage syge personer og unge forældre deres ret til dagpenge risikerer man at forskelsbehandle disse grupper, skriver Politiken.. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark (arkiv)

Regeringen vil tage retten til barsels- og sygedagpenge fra flere, men det er måske forskelsbehandling.

Der er “risiko” for, at domstolene dømmer staten for konventionsbrud på baggrund af et nyt opholdskrav.

Sådan lyder konklusionen fra regeringens egne jurister, der to gange i lovteksten fremhæver “tvivl” og “risiko” for konventionsbrud.

Det skriver Politiken torsdag.

Med kravet, som regeringen og DF vil indføre, vil flere syge danskere og barselsgående mødre og fædre miste den dagpengeret, som de selv har opsparet.

Ved at fratage syge personer og unge forældre deres ret til dagpenge risikerer man at forskelsbehandle disse grupper, skriver avisen.

Det kan være i strid med menneskerettighedskonventionen.

– Der er derfor en risiko for, at domstolene i en konkret sag vil anse forskelsbehandlingen af disse grupper for at være i strid med artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i 1. tillægsprotokol i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver ministeriet blandt andet ifølge Politiken.

Minister klar til at løbe risikoen

Loven er en udløber af regeringens skatteaftale med DF og bidrager med 50 millioner kroner om året.

Det såkaldte opholdskrav, som indføres med loven, betyder, at danske statsborgere ikke skal have ret til dagpenge, hvis de ikke har boet i Danmark eller et andet EU-land i syv ud af de seneste otte år.

Mandag skrev Politiken, at 1400 personer, der i dag ville få sygedagpenge eller barselsdagpenge, vil blive ramt hen over de kommende fem år.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at det er værd at løbe risikoen.

– Nu har vi jo lagt det åbent frem, at der er en procesrisiko. Vi mener, at det er god politik at lave optjeningsprincipper i forhold til dagpenge, selv om der kan være forskellige juridiske tolkninger. Justitsministeriet er nået frem til, at det sandsynligvis er lovligt, siger han til Politiken.

I Dansk Folkeparti, som ellers står bag aftalen sammen med regeringen, er beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted skeptisk.

– Hvis der kan være problemer med dem på sygedagpenge, så er det selvfølgelig noget, vi skal tage op i beskæftigelsesudvalget og tage en snak med ministeren om, siger han til Politiken.



Kilde